Mundtørhed kan skyldes forskellige bagvedliggende årsager. At være tør i munden er en følelse af, ikke at have tilstrækkeligt med spyt i munden. På fagsprog kaldes dette xerostomi. Mundtørhed er et meget almindeligt problem blandt danskerne og man antager faktisk, at hele 20% af befolkningen lider af problemet. Det er dog som oftest den ældre del af befolkningen, som rammes af mundtørhed. Problemet er ikke relateret til alder, men derimod til andre sygdomme. Der er lidt uenighed om forklaringen herpå, men man mener det hænger sammen med aldersbetingede sygdomme og derved et øget medicinforbrug blandt denne aldersgruppe. Dermed ikke sagt, at alle ikke kan rammes af mundtørhed. Nedenfor kan du læse meget mere om mundtørhed, hvilke symptomer du kan opleve samt hvordan problemet behandles.
Hvorfor er jeg tør i munden?
Der kan være flere grunde til, at du er tør i munden. Stress og angst er to faktorer, som særligt kan bidrage til mundtørhed, og det samme kan de lægemidler, som du eventuelt tager mod dem. Det er vigtigt at tale med din tandlæge om spørgsmål vedrørende dit generelle helbred, da alt, der øger din risiko for mundtørhed, også øger din risiko for tandkødssygdomme. Alt efter din pågældende situation kan din tandlæge således råde dig til at være særlig opmærksom på din daglige mundplejerutine. Desuden kan det i nogle tilfælde være fordelagtigt, at aftale en tid til en ekstra tandrensning i en periode med øget risiko. Hvis du pludselig får symptomer på mundtørhed, kan dette skyldes, at du er begyndt at tage en bestemt slags medicin. Medicin er således en væsentlig årsag til mundtørhed. Faktisk viser en undersøgelse, at medicin forårsager omkring 90 procent af alle tilfælde af mundtørhed.
Graden af mundtørhed kan være meget varierende. Hos nogle er mundtørheden begrænset til perioder i løbet af dagen mens det hos andre er konsekvent på alle tidspunkter af døgnet. Mundtørhed kan nemlig være bivirkning til en række lægemidler, særligt antidepressiv medicin, astmamedicin og kombination af flere lægemidler. Mundtørhed kan ligeledes være symptom på en tilstand eller sygdom, såsom diabetes, gigtsygdomme og Sjögrens syndrom.
Symptomer på mundtørhed
Føles din mund tør og klæbrig, når du vågner om morgenen? Føler du trang til at drikke en masse vand? Mundtørhed kan gøre det svært for dig at synke, tygge din mad eller tale klart. Med en tør mund kan dine tænder blive nedbrudt meget hurtigt, og nogle gange er der ingen advarselstegn på denne tilstand. Ubehandlet mundtørhed kan desuden medgive dårlig ånde.
Hos de fleste viser symptomerne sig på mundtørhed at være en generel følelse af, at mangle spyt og føle sig udtørret i munden. Denne følelse forstærkes særligt ved længerevarende tale. Manglende spyt er endvidere et stort problem, når man skal spise. Spyt er med til at samle og blødgøre maden samt lette synkning, derfor kan man nogle gange opleve, at det tager længere tid at spise. Sår og rifter på slimhinderne i munden, kan også være en konsekvens af vedvarende mundtørhed. Nedenfor har vi listet de hyppigste symptomer på mundtørhed:
- Tør eller klæbrig fornemmelse i munden.
- Brændende fornemmelse i munden eller på tungen.
- Vanskelighed eller ubehag ved tygning, synkning eller tale.
- Tørre læber, tør i halsen eller sår i munden.
Spyttets mange vigtige funktioner
Spyt har mange vigtige funktioner, hvoraf kun nogle af dem er beskrevet her. Spyt fungerer som smørelse og beskyttelse af vores mundslimhinder og tandkød. Spyttet udskilles i særlig rigelige mængder når vi spiser, og har til funktion at blødgøre og samle maden, så vi er i stand til at synke den. Der findes ligeledes en lang række enzymer i spyttet, som er en del af vores fordøjelsessystem og som også har betydning for smagsoplevelsen. Spyttet er desuden en af de mest effektive barrierer vi har mod caries i tænderne. Ud over at danne en beskyttende ”hinde” uden på tænderne, indeholder spyttet et system, der kan neutraliserer syre og på den måde forhindre nedbrydning af tandemaljen.
Hvad kan man gøre hvis man er mundtør?
Hvis du oplever at være særligt tør i munden er det vigtigt at gøre din tandlæge opmærksom på dette. Det kan være nødvendigt, at komme til regelmæssig undersøgelse hyppigere end normalt. Der findes en række forskellige midler mod mundtørhed; sugetabletter, mundgel samt mundspray. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en del af disse indeholder sukker og syre. Midler, der sælges på apoteket, er dog stort set altid sukkerfrie.
Hvis mundtørheden er relateret til et medicinforbrug med mange forskellige lægemidler, kan man med fordel søge råd og vejledning hos sin læge.
Tør i munden – behandling
Behandling af mundtørhed sigter på at stimulere spytkirtlerne til en øget spytproduktion, såvidt det er muligt. Derfor anbefales det, at man forsøger at tygge tyggegummi (sukkerfrit), da dette i nogle tilfælde kan stimulere spytkirtelvævet og derved øge spytsekretionen. Ligeledes kan man forsøge at sutte på sugetabletter (sukkerfri) eller bolsjer, da dette stimulerer spytsekretionen. Skyldes tørheden i munden medicinske præparater kan man konsultere sin læge, som måske kan anbefale alternative præparater. Det er desuden vigtigt at opretholde en god mundhygiejne og bruge fluortandpasta for at forhindre huller i tænderne. Hvis man er i tvivl om man har nedsat spytsekretion, kan tandlægen nemt og smertefrit vurdere dette.
Har jeg tør mund?
Hvis du tror, at du har tør mund, men ikke er sikker, kan du stille dig selv otte nedenstående spørgsmål:
- Tager du et eller flere receptpligtige lægemidler dagligt?
- Føles din mund klæbrig og tør, når du vågner om morgenen?
- Har du problemer med at synke eller tale?
- Drikker du meget vand for ikke at føle dig tør i munden?
- Føler du dig tør i halsen, og brænder din mund ind imellem?
- Brænder din tunge, eller har den skiftet til en mørkere, rød farve?
- Føles din tunge sommetider lige så tør som skolæder?
- Får du nogle gange sår i munden eller på tungen, der ikke forsvinder?
Hvis du svarede “ja” på to eller flere spørgsmål, skal du tale med din læge og gå til tandlæge for at få oplysninger om, hvad du kan gøre for at afhjælpe problemet.
Midler og behandlinger mod mundtørhed
Der findes forskellige midler, som du kan benytte dig af, hvis du lider af mundtørhed. Først og fremmest er det vigtigt at drikke en masse vand både dag og nat. Drik vand før, under og efter et måltid. Vandets temperatur har stor betydning for dit problem. Drik således altid vand med stuetemperatur og undgå at drikke vand ved ekstreme temperaturer – meget varmt eller koldt. Undgå desuden kulsyreholdige drikkevarer og drik kun sukkerfrie drikkevarer. For at stimulere spytstrømmen kan det være fordelagtigt at tygge sukkerfrit tyggegummi eller indtage sukkerfrit slik.
Undgå rygning og indtagelse af alkohol. Både alkoholholdige drikke og rygning udtørrer munden, og gør dig mere modtagelig over for tandkødssygdomme og mundkræft. Hvis du har for vane at bruge mundskyl i din daglige rutine bør du vælge en alkoholfri mundskyl. Læs etiketten og sørg derved for, at alkohol ikke er angivet som ingrediens.
Kontakt din tandlæge i dag, hvis du er tør i munden
Første skridt mod en behandling af mundtørhed er at tage kontakt til sin tandlæge. Hos VORES TÆNDER Tandklinik kan tandlægen hurtigt og smertefrit vurdere, hvad den rette behandling måtte være i din pågældende situation. Hvis du blot har brug for rådgivning er du også meget velkommen til at kontakte os. Vi sidder klar til at hjælpe dig med dit tandproblem. Vi deler meget gerne ud af vores lange erfaring og ekspertise og vores største interesse er således at hjælpe dig, når du har brug for det!