Blister også kaldet after, blegner eller blæner er sår, som kan opstå på indersiden af munden, på læberne eller på tungen. Næst efter caries og paradentose er blister den hyppigste sygdom i munden. Sårene smitter ikke, men er ofte smertefulde og til stor gene. Sårene gør ondt, fordi der er betændelse på stedet.
I dette blogindlæg kan du blive meget klogere på de ting, der er værd at vide om blister. Har du efterfølgende spørgsmål er du altid meget velkommen til at kontakte os for mere viden om emnet. Hvis du ønsker specifik råd eller vejledning kan vi også være dig behjælpelig.
Om blister
Blister starter ofte med en eller flere hurtigt voksende blærer, som på kort tid sprækker og derefter udvikler sig til sår. Eftersom sårets nerveender blottes og overstimuleres, opstår en smerte som kan medføre, at du kan have svært ved at spise, tale og drikke. Blisterne optræder på de bløde steder i munden, på tungen og på indersiden af læberne. De rammer omkring hver femte af os, og hos nogle bliver de kroniske. Blister og blæner i munden og på tungen rammer både børn og voksne, men smitter ikke. Det varer fra 4-7 dage fra en blist i munden opstår, til den forsvinder. Er der gået en rum tid, hvor dine blister stadig ikke er forsvundet bør du kontakte din tandlæge, da dette kan skyldes andre bagvedliggende mundsygdomme. Hvis dette er tilfældet er det vigtigt at årsagen identificeres og behandles hvis muligt. Dette kan din tandlæge afgøre.
HVORDAN SER BLISTER UD?
Blister ligner typisk små hvidlige eller gullige sår omkranset af en lettere rødlig kant. De kan variere meget i størrelse og facon, men også i placering. Man kan grundlæggende sige at der eksisterer 3 former. Disse former har vi uddybet nedenfor:
- Et lille ovalt sår på 2-3 mm i diameter.
- Et stort sår på ca 12 mm med forskelligartet form, hvilket vil tage væsentligt længere om at hele – faktisk op til 3-6 uger og kan efterlade et ar.
- En klynge af sår kaldet herpetiforme, hvor sårene er 1-3 mm i diameter. Der kommer ikke ar efter sårdannelsen.
Særligt ved spisning, tandbørstning eller berøring af anden art kan blisterne være til stor gene. Blister kan komme og gå og variere i varighed. Ofte vil blisterne forsvinde efter 7-14 dage. Selvom blister er sår dannes der som oftest ikke ar.
HVEM FÅR AFTER ELLER BLÆNER?
Omkring 20% af befolkningen får blister, som kan komme og gå. Nogle få er særligt plaget af det og har tendens til hyppigere udbrud, mens andre kan have tendens til særligt store blister. Mænd og kvinder får dem lige hyppigt og rygere lider mindre af blister end ikke-rygere. Tendensen til at danne blister kan ofte starte allerede i barndommen. Den har endvidere vist sig i høj grad at være arvelig. Hvis begge ens forældre lider af blister vil børnene med næsten 100 procent sandsynlighed også få disse hyppigere end mange andre.
Døjer du med blister er du altid meget velkommen til at kontakte din tandlæge hos VORES TÆNDER Tandklinik. Ved en konsultation i trygge omgivelser vil vi forsøge at hjælpe dig på bedst mulig vis efter dine ønsker og behov.
HVAD ER ÅRSAGEN TIL AFTER ELLER BLÆNER?
Den præcise årsag til blister er endnu ukendt. Der er dog flere faktorer, som menes at have betydning for udviklingen af blister. Blandt andet kan et nedsat immunforsvar og arvelighed have en indvirken. Af andre faktorer som menes at spille ind på dannelsen af blister kan nævnes:
- Skader i mundslimhinden, fx som følge af påbidning eller tandbørsteskader.
- Hormonelle forandringer som menstruation, p-pille forbrug, graviditet og overgangsalder hos kvinder.
- Fødevareallergi, stærke madvarer, syreholdige føde- og eller drikkevarer er også mistænkt for at kunne udløse dannelsen af after eller blæner. Fx er der mistænkt en sammenhæng ved spisning af eksempelvis tomater, jordbær, ost, nødder og chokolade.
- Tandpasta som indeholder skummemiddel kan medføre blister hos folk som i forvejen har tendens til dannelsen heraf. Her kan anbefales udskiftning af tandpasta for at afhjælpe problemet.
- Stress grundet påvirkningen af immunforsvaret.
- Forskere mener at have konstateret en sammenhæng mellem vitaminmangel og udbrud af after eller blæner. Det kan derfor være en mulighed at få dette tjekket ved lægen, hvis man er generet af hyppig dannelse af blister – altså, after eller blæner.
Hvad kan man selv gøre?
Der er flere ting du kan gøre for at undgå eller reducere antallet af blister. Det første råd er dit valg af tandpasta. Dette er afgørende for din munds tilstand. Ved at benytte en tandpasta uden skummemiddel vil du reducere antallet af blistudbrud. Derudover er dit kosttilskud vigtigt. Daglig indtagelse af kosttilskud med en bred vifte at vitaminer, mineraler og urter vil efter nogen tids indtagelse føre til en markant reduktion i antallet af udbrud hos de fleste mennesker. Mange bliver endda helt fri for blisterne. Desuden er b-vitaminer og jern en vigtig faktor, for at undgå eller mindske antallet af blister. Hvis pateinter med blister i munden har konstateret vitamin og/eller jernmangel, vil tilskud føre til en bedring af sygdommen.
Hvad kan tandlægen gøre?
Har ens egne tiltag ikke virket godt nok, må man spørge sin tandlæge til råds. Dog vil behandling af de meget svære tilfælde oftest være en specialistopgave. Dette vil din tandlæge vurdere ved en konsultation. Har du således problemer med blister i mundregionen anbefaler vi at du tager kontakt til din lokale tandlæge, således at problemet kan bedres. Skal vi være din lokale tandlæge og hjælpe dig med problemet?
KAN BLISTER BEHANDLES?
Man har endnu ikke fundet et middel, der kan behandle og helbrede blister. Man kan dog forsøge at mindske udbruddene ved at undgå de udløsende faktorer. Der kan desuden på apoteket fås håndkøbsmedicin i form af gel og mundskyllevæske, som kan hjælpe med at dulme smerterne, når generne er opstået. Få procent af befolkningen lider af hyppige udbrud og særligt store smertefulde sår. Det kan i disse tilfælde være nødvendigt med medicinsk behandling for eksempel i form af antibiotika eller binyrebarkhormon-salve, som typisk skal ordineres i samarbejde med en specialist. Får man pludseligt hyppige udbrud af after/blæner eller hvis blisterne ikke forsvinder i løbet af et par uger, kan det i sjældne tilfælde skyldes anden sygdom, hvorfor det er vigtigt at kontakte sin tandlæge. VORES TÆNDER Tandklinik står til rådighed for afklaring.
Der findes en række produkter, der kan hjælpe dig med at mildne irritation og smerter fra blister og sår. Men også produkter som kan hjælpe dig med at vedligeholde en god mundhygiejne, så du undgår generne fremover. Valg af disse produkter vil din tandlæge hjælpe dig med.
Vi håber at ovenstående førte til forståelse og svar. Hvis ikke, er du altid meget velkommen til at kontakte os for mere viden, tidsbestilling, råd og vejledning eller spørgsmål til specifikke behandlinger.