Caries – også kaldet huller i tænderne – er en tandsygdom med et langsomt forløb. På grund af den langsomme udvikling, kan caries standses med god mundhygiejne og brug af fluor – hvis det vel at mærke opdages i de tidlige stadier. Desværre opdager de fleste ikke caries i tide, da caries ofte er symptomfri i lang tid. Desuden kan man ikke altid se, at man har huller i tænderne med det blotte øje.
Hvordan ser caries ud?
Caries opstår, når der sker en ophobning af bakterier. Bakterierne danner syre, som ødelægger tændernes overflade, og med tiden kan caries trænge ind i tandbenet, hvor sygdommen kan få lov at gøre rigtig skade. Derfor kan det også godt svare sig at holde øje med dine tandoverflader. Eksempelvis kan hvidlige forandringer på tænderne være tegn på caries. Den hvide farve indikerer nemlig, at tandoverfladen er ved at blive opløst af syre.
Hvordan føles caries?
Caries kan give smerter samt jag i tænderne, når du indtager koldt og varmt. Men sygdommen kan også være uden symptomer i lang tid, og derfor kan du risikere, at bakterierne får lov at sprede sig til tandnerven, før du opdager, at noget er galt. Netop af denne grund er det af stor vigtighed at få undersøgt tænderne regelmæssigt. Som nævnt kan caries standses med god mundhygiejne i de tidlige stadier, mens det kan blive nødvendigt at bore det syge tandvæv væk og supplere med en fyldning, hvis sygdommen får lov at sprede sig til tandbenet.
Du bør altid kontakte os, hvis du har mistanke om huller i tænderne. Hos VORES TÆNDER Tandklinik er vi eksperter i tandlægefaget, og vi er uddannet til at opdage caries, før du selv opdager det. Du er altid velkommen i vores klinik. Vi garanterer en nænsom og smertefri behandling – altid i imødekommende og afslappede rammer.