Hvor længe holder en tandbro?
Holdbarheden af en tandbro afhænger af en række faktorer.
Først og fremmest har de omkringsiddende tænder – de såkaldte tandbropiller – betydning for en tandbros levetid. En tandbro har nemlig behov for at blive fastmonteret på nabotænderne, og er nabotændernes tilstand dårlig, vil dette have en negativ virkning på tandbroens holdbarhed. Derfor gælder det, at jo stærkere tandbropiller desto længere tid holder en tandbro.
For det andet har valget af porcelæn betydning for holdbarheden. Tandbroer fremstilles typisk af porcelæn, men det specifikke valg af type kan have betydning for, hvor god en holdbarhed tandbroen har. Du vil i samarbejde med din tandlæge finde frem til, hvilken type porcelæn der er mest hensigtsmæssig for din tandsituation. Nogle typer porcelæn er nemlig mere fordelagtige at bruge nogle steder i munden end andre.
For det tredje indvirker resten af tandsættets sundhed på en tandbros holdbarhed. Jo mere en tandbro belastes, desto kortere tid vil tandbroen holde, og derfor er det af afgørende betydning for tandbroens holdbarhed, at alle tænder deles om den belastning, du udsætter dine tænder for.
Generelt holder en tandbro mellem 15 og 25 år – alt afhængig af ovenstående faktorer.
Vedligeholdelse forlænger levetiden
I kampen om at gøre tandbroens levetid så lang som mulig spiller vedligeholdelse en stor rolle. Vedligeholdelse af en tandbro indebærer grundig rengøring, og dette foretages både på dagligt plan i form af tandbørstning og på professionelt plan i form af regelmæssige tandrensninger hos tandlægen.
Når tænderne holdes rene, skabes et godt udgangspunkt for, at tandbropillernes tilstande er gode, og er dette tilfældet, forlænges en tandbros levetid markant.