Hvornår er behandling med en tandkrone nødvendigt?
I mange tilfælde skyldes behovet for erstatning med tandkrone, at en del af tandens tilstand er så dårlig, at der ikke er tilstrækkelig tand tilbage til at behandle med almindelig fyldning.
Tandens dårlige tilstand kan være et resultat af en eller flere af følgende ting:
- Længere tids dårlig tandhygiejne
- Rodbehandling
- Store fyldninger
- Syreskader
- Knækkede tænder
Kan alle få en tandkrone?
Tandkroner bruges til bevarelse af selv stærkt beskadigede tænder. Dette betyder, at langt de fleste kan få en krone, når en del af en tand skal erstattes.
Behandling med tandkrone forudsætter blot, at den naturlige tand kan slibes til først, således at den kan få en form, der passer til påsætningen af kronen. Derudover er en præmis for kronebehandling, at den pågældende tand ikke er flækket på langs.
Alternative behandlingsmetoder
En tandkrone er ikke den eneste behandlingsform, der kan erstatte en del af en manglende tand. Alternative behandlingsmetoder indbefatter at få trukket den resterende del af den pågældende tand ud for derefter at erstatte denne manglende tand med et tandimplantat eller en hel- eller delprotese.